Viden ·

Tilgængelighedsloven for webshops

Siden 28. juni 2025 skal webshops, der sælger til forbrugere, kunne bruges af alle, også med skærmlæser, med tastatur eller med nedsat syn. Her er, hvem der er omfattet, hvad kravene er, og hvad du skal gøre.

Det korte svar

Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester gælder for e-handel, der leveres til forbrugere, fra 28. juni 2025. Loven gennemfører et EU-direktiv, så de samme krav gælder i resten af EU.

Sælger du til private over nettet, skal din webshop kunne bruges af mennesker med handicap, og du skal skrive i dine handelsbetingelser, hvordan den lever op til kravene. Mikrovirksomheder er undtaget.

Er du omfattet?

Du sælger til forbrugere på nettet
Loven gælder e-handelstjenester (§ 1, stk. 2, nr. 6): tjenester på websteder og i apps, hvor en forbruger kan indgå en aftale. Det gælder både webshoppen på din side og en app.
Du sælger kun til virksomheder
Loven gælder tjenester, der leveres til forbrugere. En webshop, der kun sælger til andre virksomheder, er ikke omfattet.
Du er en mikrovirksomhed
Mikrovirksomheder, der tilbyder tjenester, er undtaget fra kravene (§ 6, stk. 3). En mikrovirksomhed har under ti ansatte og en årlig omsætning eller en samlet balance på højst 2 mio. euro (§ 3, nr. 19). Vokser virksomheden over grænserne, er den ikke længere en mikrovirksomhed.
Aftaler fra før 28. juni 2025
Aftaler med kunder, der blev indgået før 28. juni 2025, kan fortsætte uændret, til de udløber, og senest til 28. juni 2030 (§ 59, stk. 3). Reglen handler om aftaler, der allerede var indgået. Er du i tvivl, om den gælder for dig, så spørg en jurist.

Hvad kravene er

Loven har sine krav i et bilag, og en webshop, der følger de harmoniserede europæiske standarder, regnes for at leve op til dem (§ 14). Indtil der er en endelig standard for webshops, peger Sikkerhedsstyrelsens vejledning på standarden for offentlige hjemmesider, skriver Dansk Erhverv. Det er EN 301 549, hvis krav til hjemmesider er de samme som WCAG 2.1.

I en webshop betyder det blandt andet:

Alt kan bruges med tastaturet
Hele købet, fra forsiden til betalingen, skal kunne gennemføres uden mus. Man skal kunne se, hvor man er på siden.
Teksten kan læses
Almindelig tekst skal have en kontrast på mindst 4,5:1 til baggrunden, og siden skal kunne forstørres, uden at noget forsvinder.
Billederne er beskrevet
Et produktbillede skal have en tekst, som en skærmlæser kan læse op. Farve må ikke være den eneste måde at vise noget på, fx at en vare er udsolgt.
Formularerne forklarer sig selv
Hvert felt skal have en tekst, der siger, hvad der skal stå i det, og en fejl skal siges i ord, så man kan rette den.

Fem ting, du skal gøre

Gå købet igennem med tastaturet
Læg musen væk, og prøv at købe en vare med Tab og Enter. Hvor du går i stå, går en kunde med skærmlæser også i stå.
Ret det, der stopper et køb
Kurven, leveringen og betalingen først. En utilgængelig blogside er et problem, men en betaling, der ikke kan gennemføres, er et tabt salg.
Skriv det i handelsbetingelserne
Du skal i dine almindelige betingelser eller et tilsvarende dokument forklare, hvordan webshoppen lever op til kravene, og oplysningerne skal være tilgængelige selv (§ 35 og bilag 4).
Dokumentér en undtagelse
Mener du, at et krav vil være en uforholdsmæssig stor byrde, skal du vurdere det ud fra lovens kriterier og dokumentere vurderingen. Dokumentationen skal gemmes i mindst fem år (§ 9).
Hold den ved lige
Du skal have styr på, at webshoppen bliver ved med at leve op til kravene, også når der kommer nye produkter, nye sider og nye versioner af standarden (§ 36).

Hvis man ikke gør det

Efter lovens § 45 fører Sikkerhedsstyrelsen kontrol med webshops, og overtrædelser kan straffes med bøde (§ 57).

Kunderne mærker det før myndigheden. En kunde, der ikke kan komme igennem betalingen, køber et andet sted.

Webshops hos mig

Mine webshops bliver bygget efter kravene fra starten og ikke rettet til bagefter. Fra 45.000 kr., alt efter hvor mange varer der er, og hvilke betalinger og fragtfirmaer den skal tale med.

Se priserne

Kilder

Skal din webshop leve op til kravene? Skriv til mig